Christiansenpark

Parkens historie

Christiansenparken, Den Gamle Kirkegård og Museumsberg

På Westliche Höhe i Flensborg, over den indre by, ligger et imponerende park- og kirkegårdsområde, der er et eksempel på en gennemført landskabsarkitektur omkring 1800. Det regnes i dag som det vigtigste borgerlige haveensemble i det nordlige Slesvig-Holsten fra oplysningstiden. Den 4,2 ha store Christiansenpark og Museumsberg er resterne af købmandsfamilien Christiansens omfattende landskabshaver fra den første halvdel af det 19. århundrede. Landets første kommunale kirkegård blev anlagt fra 1810 til 1813 midt i Christiansens haveanlæg og kaldes i dag Den Gamle Kirkegård.

Christiansenparken

Christiansens haver voksede sammen fra to landskabshaver i 1820: haven vest for Den Gamle Kirkegård, der ejedes af købmand Peter Clausen Stuhr (død 1820) og blev anlagt fra 1797 (i dag Christiansenparken), og haven, der lå øst for Den Gamle Kirkegård, som var i besiddelse af købmændene Andreas Christiansen senior (1743-1811) og junior (1780-1831), hvor Boreas Møllen af 1799/1800 stod (i dag Museumsberg og skrænten mod fjorden). Handelshuset Christiansen var førende i handelen med De Vestindiske Øer, ejede sukkerraffinaderier, handelsgårde og skibsværfter, drev oliemøller og ejede flere skibe.

Haveanlæggene skulle repræsentere den borgerlige, oplyste stand. Naturens frie udfoldelse symboliserer i oplysningens ånd menneskets frie udfoldelse. Christiansens ejendom på Westliche Höhe omfattede et utroligt areal på mere end 25 ha mellem 1820 og 1856, men under handelshusets deroute i 1850erne blev det udstykket og bebygget. Som de mest væsentlige elementer i Christiansens tidligere haver er følgende bevaret: det repræsentative landsted (i dag er det hospice), nogle bygninger i nygotik, tre søer, et lille vandfald, en mindesten i anledning af haveudstillingen af 1874, samt to grotter. Disse to grotter – Mumiegrotten i Christiansenparken og Spejlgrotten på Museumsberg – er på hver deres måde enestående og således af stor betydning for havekunsten.

Mumiegrotten

Mumiegrotten stammer tilbage fra havens begyndelse, og blev allerede anlagt af Peter Clausen Stuhr – nok omkring 1800. I den lille grotte ligger en antik, fønikisk, menneskeformet sarkofag fra tiden omkring 400 før Kristus. Den kom muligvis til Flensborg som ballast i et handelsskib og blev opstillet som en uhyggelig attraktion i parken og indlejret i en fjeldgrotte. Sarkofagens form har muligvis tjent som forbillede for selve kirkegårdens udformning.

 

Thomas Messerschmidt, kunsthistoriker, Flensborg

Oversættelse: Jens Christian Krause